Sådan køber du brugte ure
Det kan tit svare sig at købe brugte ure i forhold til nye, men der er mange ting man skal være opmærksom på, når man køber brugte ure. Her er en guide med de ting det er mest vigtigt at være klar over inden man handler brugt.
Boks og papirer
Når ure sælges i butikkerne, kommer de typisk i en boks og med papirer, der beviser at uret er ægte samt den garanti producenten har givet. Disse dokumenter og kassen har en betydning for brugtpriserne.
Hvis man køber billige ure er betydningen mindre, men hvis man handler dyre ure kan prisen nemt svinge 10-20% afhængig af om boks og papirer er med. Derfor er det vigtigt at sikre sig, at man ikke kommer til at betale fuld pris for et ur uden de vigtige dokumenter og emballage.
Autencitet
Man skal naturligvis sikre sig, at det ur man køber er den ægte vare. På mange brugtsider som for eksempel Den Blå Avis, findes der mange eksempler på falske ure. Selv på auktionssider som Lauritz.com kan man støde på falske ure. Derfor er det vigtigt at se sig for.
Et godt råd er, at hvis prisen er for god til at være sand, er det nok ikke en god handel. Som regel kan man godt se at kvaliteten er meget ringe på forfalskningerne, men der laves også gode kopier som er svære at spotte.
Derfor bør man undersøge uret grundigt og eventuelt få folk med mere viden til at se nærmere på det. Man kan enten søge råd på diverse ur-fora, eller man kan få uret verificeret ved en urmager med kendskab til mærket. Dette koster typisk et mindre beløb.
Hvis boks og papirer følger med er det en god indikation på, at uret er i orden.
Undersøg sælgeren
Det næste råd er at undersøge sælgeren. Lav en google søgning på hans navn og se hvad der dukker op. Mange fora har sektioner, hvor man kan udveksle erfaringer om sælgere.
Det er også en god ide, at møde sælgeren personligt. Når man står face to face er det nemmere at vurdere om personen er en man har tillid til. Det giver også mulighed for at se uret i virkeligheden.
Et godt råd er at man skal købe sælgeren, forstået på den måde at man skal være sikker på vedkommende er til at stole på.
Brugt-forhandlere
Hvis man ikke føler sig tryg ved at kaste sig ud i at købe brugt på det private marked, kan man i stedet gå til de forhandlere der handler med brugte ure.
De er typisk en smule dyrere, men til gengæld kan man handle med ro i sindet. De har mange handler bag sig og det er derfor nemt at undersøge andres erfaringer med dem.
Der er rigtig mange gode forhandlere i Danmark. Det er bare at søge efter dem på google også kommer de frem. Jeg kender ikke til nogle dårlige forhandlere i Danmark, da markedet er så lille at de hurtigt må lukke hvis de ikke er ærlige.
Husk at ‘synes godt om’ Time in Style på Facebook, så får du besked når der kommer nye indlæg. Du finder Time in Style på Facebook her.