Hvad er quartz-ure?
Quartz-ure finder man i langt de fleste ur-butikker med ure i den billigere ende. Det er fordi quartz-ure er meget billigere at producere end andre ur-typer. Samtidig er de meget præcise og derfor er de populære.
I modsætning til mekaniske ure, er quartz-ure drevet af et batteri. Dette batteri løber tør for strøm efter en periode og skal altså skiftes en gang imellem. Hvor lang tid et batteri holder er forskelligt, men ofte holder det over 3-4 år.
Det koster omkring 100 kroner at få sat et nyt batteri i hos en urmager, så quartz-ure er meget billige at vedligeholde.
Quartz-ure fungerer ved at batteriet ved hjælp af strøm sætter quartz-krystallen i svingninger. Disse svingninger bliver opfanget af en lille computerchip, der omsætter dem til impulser der ved hjælp af motorer får viserne til at bevæge sig.
Man ved præcist hvor mange svingninger der sker per sekund og derved kan man måle tiden meget præcist.
Et quartz-ur kan typisk holde tiden inden for 1 sekund om dagen, hvilket er meget nøjagtigt i forhold til et mekanisk ur. De er også meget holdbare fordi der ikke er ret mange bevægelige dele i et quartz-ur. Derfor kan de holde til slag og bump uden problemer.
Quartz-ure er meget populære fordi de er så billige og de holder tiden super godt. Samtidig kan du lægge det i skuffen i en måned og tage det om armen uden at skulle stille tiden først. De er også billige at vedligeholde og går sjældent i stykker. Der er altså rigtig mange fordele ved quarts-ure.
Nogle synes dog at de er lidt kedelige i forhold til mekaniske ure, der har mere historie og sjæl. Personligt holder jeg af begge typer og har begge i min samling.
Jeg sætter pris på quartz-ure, fordi de er så præcise og aldrig går i stykker. Men ofte er mekaniske ure af højere kvalitet og har mere personlighed, så man kan ikke sige at det ene er bedre end det andet.
Hvis du ønsker et billigt ur der skal holde tiden præcist og være holdbart er quartz det perfekte valg.
Husk at ‘synes godt om’ Time in Style på Facebook, så får du besked når der kommer nye indlæg. Du finder Time in Style på Facebook her.